Forældreforløb
Bedre mental sundhed i familien med type-1-diabetes
”Jeg synes, det har været et fuldstændigt fantastisk at møde nogle forældre samme sted som mig. På tværs af sociale lag og erhverv, på tværs af alt muligt, så mødes vi om noget, som er en fællesnævner. Det har været helt fantastisk”
Fokus på trivsel, fællesskab og støtte til dig, der har et barn med diabetes
Er du forældre til et barn eller en ung med type-1-diabetes? Og har du brug for at sætte mere fokus på din mentale sundhed og trivsel?
Så har du netop nu mulighed for at deltage i et kursusforløb, hvor forældre til børn og unge med diabetes mødes og deler erfaringer og sammen har fokus på strategier til at øge trivsel og mental sundhed.
Dit barn skal være 0-17 år. Der kan deltage én forælder fra hver familie.
Forløbet er ikke et akuttilbud. Det anbefales, at I som familie er landet i en hverdag med lidt afstand til den akutte tid efter diagnosen.
Deltagelse er mulig fra hele landet, da kun første kursusgang kræver fysisk fremmøde. Resten af forløbet foregår online.
Du får:


Baggrund
En type 1-diabetes diagnose hos et barn påvirker hele familien. Forældre til børn og unge med diabetes kan opleve et højt belastningsniveau i hverdagen. Samtidig er der ofte primært fokus på barnets/den unges behov, udfordringer og behandling, hvilket kan betyde, at forældrenes egne behov tilsidesættes. Familiens samlede situation kan få den konsekvens, at forældrenes egen trivsel og mentale sundhed nedprioriteres.
Steno Diabetes Center Nordjylland og Fonden Mental Sundhed har i samarbejde udviklet kurset ”Bedre trivsel i familien med type 1-diabetes” for forældre til børn med type 1-diabetes. Formålet er at styrke forældres trivsel og mestring gennem et struktureret forløb ledet af en psykolog. Samtidig giver forløbet mulighed for at møde andre forældre til børn og unge med diabetes.
Kurset bygger på den evidensbaserede metode Åben og Rolig, som har fokus på at forebygge og reducere stress og bekymring, øge ro og nærvær i hverdagen samt styrke handlekraft i svære situationer.
I foråret 2025 gennemførtes første pilotafprøvning af kurset. Resultaterne var lovende, og evalueringen viste et signifikant fald i forældrerapporteret diabetes distress samt en stigning i livskvalitet. I foråret 2026 er yderligere to hold gennemført i hhv. Region Nordjylland og Region Midtjylland.
Pilotafprøvningen fortsætter i efteråret 2026 med tre hold ved Steno Diabetes Center København, Aarhus og Sjælland (Sorø). Pilotafprøvningen skal danne grundlag for en større afprøvning, så tilbuddet på sigt kan komme endnu flere familier til gavn.
Kursusleder Rikke Plougsbæk
Rikke Plougsbæk er autoriseret psykolog og har ledet forældrekurser til forældre til børn med kroniske sygdomme i en årrække ved Fonden Mental Sundhed, ligesom Rikke har lang erfaring med Åben og Rolig-metoden, som forældrekurset lader sig inspirere af. Rikke leder kursusgangene og tilbyder også hver forælder personlige samtaler i løbet af kurset.
Rikke arbejder med fokus på det hele menneske og hele familien. En værdi for Rikke er, at forældre også gerne må prioritere sig selv og deres egen trivsel.



